Hjælpere

 

 

 

 

Nogle ord/tanker om min hjælperordning.
 
De første år var svære, lige flyttet hjemmefra skulle have en hjælperordning til at fungere og starte på ny uddannelse. Det var hårdt men efter hånden lærte jeg at blive bedre til at finde de typer hjælpere jeg havde brug for - og lærte at definere mine behov og ønsker…….Det er meget, meget vigtigt at have klare linjer jo nemmere er det for hjælperne og ikke mindst mig selv.

Da mine hjælpere er meget forskellige bruger jeg dem også til forskellige ting, så vidt muligt nogle er bedre til fx.
 
køre bil
ordne have
have med på shoppetur


I dag har jeg en lang liste med mine forventninger til hjælperen - hvad deres opgave er hos mig. Det er meget vigtigt i en jobsamtale at lægge kortene på bordet. Jeg fortæller også at det ikke dem der har ansvaret for hverken mig, mit hjem elign.

Også fortælle at jeg har et aktivt sexliv, det at jeg nu er i parforhold ikke bringer hjælperne helt så tæt på som før, da skulle de jo om man så kan sige ”gøre mig klar” til besøget. Det vil jo alligevel dukke op med tiden. At det fx er hårdt at starte op som hjælper, der er så mange bitte små ting de skal lære som ligger langt udenfor alle andre erhverv. Da det jo blandt andet er vores vaner og hvad vi ligger vægt på der danner dagsordenen for deres arbejde.

Mange gange ved man jo godt selv hvad ens svage sider er…..fx. er jeg ikke god til at rose. Og gør det meget klart at når jeg ikke har brug for deres hjælp er de på hjælperværelset. Dette er vigtigt for vores/mit privatliv…

Jeg prøver også at være opmærksom på at fortælle fx ”jamen denne pude er meget svær at ligge rigtigt”. Og at ind i mellem kan jeg mere end andre gange og derfor nogle gange skal have hjælp til noget jeg ellers selv kan.


Nogle hjælpere kommer man meget tæt på og andre ikke. Det er altid op til hjælperne om der skal være mere end et ardejdsforhold - også efter de er holdt op hos mig.

En ting jeg synes er meget svært, er at mit hjem er en arbejdsplads. Jeg er arbejdsgiver!
Og at få nye hjælpere….jeg hader det………og samtidig er jeg utrolig taknemlig over at leve i et land hvor jeg har mulighed for at leve det liv jeg gør.

Da min søn var lille gjorde jeg meget ud af at det var mine grænser, det var mig der sagde ja eller nej når han spurgte. Og at de ALDRIG måtte bryde denne regel.